Forårstur

 

Forårsturen, søndag den 17. april 2005

Efter en dejlig køretur gennem det solbeskinnede og forårsklædte Sjælland ankom vi til Jagt og Skovbrugsmuseet, hvor vi startede i den nye afdeling for skovbrug i perioden 1945 til 2000.

En absolut interessant nyskabelse.

I den gamle del af museet kunne vi blandt andet studere et foto af den oprindelige tegning, der danner grundlaget for vort logo.
Uroksen, som er rekonstrueret af en dygtig konservator, var også en nærmere undersøgelse værd.

Der var i øvrigt mange spændende ting at se på museet også af arkæologisk interesse. Det kan absolut anbefales for de af klubbens medlemmer, der ikke havde mulighed for at deltage på turen, at aflægge museet et besøg, hvis vejen skulle falde forbi Hørsholm.

Fra Hørsholm kørte vi til Strandvejen, hvor vi kom forbi Hotel Marina, hvor en af Vedbækgravene stammer fra. Det var den første vi så på videoen til vor sidste medlemsaften i april. Turen gik videre forbi Vedbæk Gamle skole, hvor også nogle af udgravningerne er foregået.

På museet i Gammel Holte blev vi modtaget og vist rundt af arkæolog Claus Hvid, som så glimrende fortalte om stedet.

Vi startede med at se på graven fra Hotel Marina. Det er den med kvinden og den lille dreng. Kvinden har haft et ganske stort hul i kraniet, som er helet op. Man mener, at hun har været en del handicappet på grund af den voldsomme læsion. Men gruppen/samfundet, som hun levede i, havde overskud til at tage sig af hende, da man kan konstatere, at hun har levet adskillige år efter “ulykken”.

Claus fortæller

I den anden del af museet, er der opbygget et boplads med gravene neden under bopladsen. Det giver en rigtig god virkning og en fornemmelse af, at boplads og grave hører sammen. Også her får vi en grundig orientering om gravene af Claus.
Vedbæk fundene på Gammel Holtegaard er et dejligt lille museum at besøge. Det har den store fordel, at man kan nå at se det hele, og ikke går derfra med en fornemmelse af, at man egentlig skulle have brugt mange flere timer, for bare at have fået et nogenlunde indtryk af hvad museet rummer.
Før hjemturen måtte Finn og Hans lige afprøve labyrinten, mens resten af selskabet så begejstret til. Det er det lille kønne museum, der kan ses i baggrunden.

Gammel Holtegaard; labyrint